Henrik Ibsens skrifter

Jeg husker ikke om jeg under ​vort samvær her nede omtalte for Dem at jeg, blandt andre fejl, også led af den at være meget sendrægtig i besvarelse af modtagne breve. I ethvert fald har De nu erfaring for at det således forholder sig. ​Deres venlige brev med deri ​indlagte smukke og hjertelige digt har jeg nu havt liggende foran mig på mit bord lige siden midten af april, og stadig med det gode forsæt «imorgen» at sende Dem et svar. Og først idag kommer min beslutning til udførelse!

Tag mig ikke min forsømmelse altfor ilde op, og modtag min bedste og varmeste tak for det tilsendte digt, som griber og bevæger mig hver gang jeg læser det. Og det gør jeg ofte; thi der klinger for mig noget så hjemligt i det.

Men De tager storlig fejl, når De tror jeg ønsker, De skulde ​slå Deres lyre itu. Tvertimod. Jeg ved ikke et eneste digt af Dem, som jeg skulde ønske uskrevet, og jeg håber at De i fremtiden vil udfolde en rig produktion netop på det versificerede og rimede digts område; thi dette område er jo for Dem det naturlige. Jeg mindes nok, at jeg ​en gang udtalte mig noget ​despekterligt om versekunsten; men dette hidrørte kun fra mit eget øjeblikkelige forhold til denne kunstform. Jeg har for længe siden ophørt at stille almengyldige fordringer, fordi jeg ikke længere tror på at sådanne med nogen indre ret kan opstilles. Jeg mener at vi har alle sammen ikke noget andet og bedre at gøre end i ånd og sandhed at realisere os selv. Dette er efter min mening det virkelige frisind og derfor er de såkaldte liberale mig på mange punkter så hjertelig imod. –

Jeg har i hele vinter gåt og funderet på nogle nye galskaber og tumlet med dem så længe til de antog dramatisk form, og nu har jeg da i disse dage fuldført ​ et skuespil i fem akter. Det vil sige ​konceptet; men nu kommer den finere gennemarbejdelse, den mere energiske individualisering af personerne og af deres udtryksmåde. For at finde den fornødne ro og ensomhed til dette arbejde rejser jeg om et par dage op til Gossensass i Tyrol. Min hustru og min søn rejser samtidigt op til Norge. Gid jeg kunde fulgt med! Men det går ikke. I min alder får man nytte tiden til arbejde; færdig med det alt sammen blir man jo ikke; man ​«får ikke stunder til at gøre det sidste vers til»; men man vil jo gerne ​ha’ så meget som muligt fra hånden.

Og så vil jeg ønske Dem og ​ Deres ærede frue en behagelig sommer! Vær forvisset om at vi stedse vil bevare Dem begge i venskabelig erindring; modtag vore bedste hilsener og en gentagen tak fra Deres hengivne og forbundne